Der Mond ist aufgegangen,
Månen har steget opp,
Die goldnen Sternlein prangen
De gyldne små stjernene skinner
Am Himmel hell und klar.
På himmelen, lys og klar.
Der Wald steht schwarz und schweiget,
Skogen står mørk og stille,
Und aus den Wiesen steiget
Og fra engene stiger
Der weiße Nebel wunderbar.
Den vidunderlige hvite tåken.
Wie ist die Welt so stille,
Hvor stille verden er,
Und in der Dämmrung Hülle
Og i skumringens slør
So traulich und so hold!
Så fredelig og så vakker!
Als eine stille Kammer,
Som et stille kammer,
Wo ihr des Tages Jammer
Hvor du kan sove bort og glemme
Verschlafen und vergessen sollt.
Dagens sorg og smerte.
Seht ihr den Mond dort stehen? —
Ser dere månen som står der?
Er ist nur halb zu sehen,
Du kan bare se halvparten av den,
Und ist doch rund und schön!
Men den er jo rund og vakker!
So sind wohl manche Sachen,
Så er nok mange ting,
Die wir getrost belachen,
Som vi ler av med glede,
Weil unsre Augen sie nicht sehn.
Fordi øynene våre ikke kan se dem.
