L’albero a cui tendevi
Træet mod hvilket du rakte ud
La pargoletta mano,
Din lille barnehånd,
Il verde melograno
Det grønne granatæbletræ
Da’ bei vermigli fior,
Med sine smukke karmoisinrøde blomster,
Nel muto orto solingo
I den stille, ensomme have
Rinverdí tutto or ora
Er lige blevet grønt igen
E giugno lo ristora
Og juni genopretter det
Di luce e di calor.
Med lys og varme.
Tu fior de la mia pianta
Du, blomst af min plante
Percossa e inaridita,
Slået og udtørret,
Tu de l’inutil vita
Du, af mit nytteløse liv
Estremo unico fior,
Den sidste og eneste blomst,
Sei ne la terra fredda,
Du er i den kolde jord,
Sei ne la terra negra;
Du er i den mørke jord;
Né il sol piú ti rallegra
Solen glæder dig ikke længere
Né ti risveglia amor.
Ej vækker kærlighed dig.
