Der Mond ist aufgegangen,
Månen er stået op,
Die goldnen Sternlein prangen
De gyldne små stjerner skinner
Am Himmel hell und klar.
På himlen, lys og klar.
Der Wald steht schwarz und schweiget,
Skoven står mørk og tavs,
Und aus den Wiesen steiget
Og fra engene stiger
Der weiße Nebel wunderbar.
Den vidunderlige hvide tåge.
Wie ist die Welt so stille,
Hvor stille verden er,
Und in der Dämmrung Hülle
Og i tusmørkets slør
So traulich und so hold!
Så fredfyldt og så dejlig!
Als eine stille Kammer,
Som et stille kammer,
Wo ihr des Tages Jammer
Hvor I kan sove væk og glemme
Verschlafen und vergessen sollt.
Dagens sorg og smerte.
Seht ihr den Mond dort stehen? —
Ser I månen stå der?
Er ist nur halb zu sehen,
Du kan kun se halvdelen af den,
Und ist doch rund und schön!
Men den er dog rund og smuk!
So sind wohl manche Sachen,
Sådan er mange ting også,
Die wir getrost belachen,
Som vi muntert griner af,
Weil unsre Augen sie nicht sehn.
Fordi vores øjne ikke kan se dem.
